4900 Langø og omegn


Hjem > Langø.  By og Omegn.  > Bylauget: > Generalforsamling2014:

Generalforsamling2014:

Referat fra Langø Bylaugs generalforsamling 2014

Velkomst v. Ole Pedersen

1. Valg af dirigent. Bjarne Enemark blev valgt og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

2. Formanden aflagde beretning, hvortil der var følgende bemærkninger:
• Hvad er et soltoilet? Et slags muldtoa, som skal stå nær shelteren.
• Hvad er en cykkeltankstation? En bod med lappegrej samt vand til cykkelturisterne.
• Tak til Bylauget fra Langø Fiskerihavn.
• Krydstogtsturisme? Endnu meget løse planer. Kan evt. kombineres med busudflugt.
• Er der opbakning fra forsamlingen til at bylauget eventuelt støtter Forsamlingshuset økonomisk med fx 5-10.000 kroner? Ja.
• Beretningen godkendt.

3. Regnskabet forelagt og godkendt.

4. Bestyrelsen foreslår uændret kontingent på 75 kr. i 2015. Godkendt.

5. Ingen indkomne forslag fra medlemmerne.

6. Ib Due genvalgt. Kiwa Alstrup genvalgt. Jørn Knudsen ønsker ikke genvalg. Benny Kranker valgt.

7. Niels Svale genvalgt. Annette Birch genvalgt.

8. Jan Due genvalgt.

9. Inger Jensen genvalgt.

10. Eventuelt.
• Ønske om længere åbningstid på Havnegrillen.
• Der køres stærkt i Langø – både privatkørsel og arbejdskørsel. Påtal det selv til Formanden for arbejdskørslen. Jo flere henvendelser, jo bedre.
• Tak for god ro og orden fra dirigenten.
• Ole afsluttende: Tak for et godt fremmøde. Og tak til Jørn for årene i bestyrelsen.

Vi sluttede af i salen, hvor Ole fortalte lidt om Rygeovnsprojektet, som blev vist på to store skilte.

Referent Kiwa Alstrup


Formandens beretning på generalforsamlingen, den 26. februar 2014

 

Bylauget

Bylauget for Langø og Omegn er snart 5 år gammelt, og det går stadig fremad med de projekter vi har sat gang i, og vi har også nye planer for 2014, så vi håber derfor på opbakning til de opgaver der skal løses i det kommende år.

 

Hjertestarter

Hjertestarteren som er doneret af Tryg-Fonden har heldigvis ikke været i brug.

De 12 personer der deltog i hjertestarterkursus i 2010, fik et genopfriskningskursus i oktober 2011, og igen i oktober 2012, men i 2012 måtte vi indsætte 5 andre personer for at erstatte dem der ikke kunne. Det tredje genopfriskningskursus var den 2. oktober 2013. Nu er hjertestarteren Bylaugets, og vi er ansvarlig for at elektroder og batterier er OK. Vi har fået et nyt udendørsskab til hjertestarteren, som skal monteres på gavlen ud mod Havnevej. Vi håber på at kunne få genopfriskningskurser.

 

Grusgraven

Vi er ikke kommet videre med grusgraven, vi har godt nok 7.500,- til gode fra Friluftsrådet, men vi skal lægge 15.000,- kr. ud, inden vi får pengene, og vi skal komme med regninger på den kr. 15.000,-, og indtil videre har det stort set ikke kostet noget, da frivillige har hjulpet til, og vi er nok lidt forsigtige med dem, der først betaler efter at vi har udført arbejdet.

 

Bord- og bænksæt ved Petanque-bane

Det bord- og bænksæt med halvtag der står ved Pentaque-banen, er sponseret af Spar Lolland, nu Jyske Bank, det blev sat op i foråret 2013, mange spillere har søgt tørvejr i den, når vejret blev for ”fugtigt”. Vi håber på mere aktivitet på Petanque-banen fremover, er der en eller flere der kunne tænke sig at hjælpe til med dette. Transport af bord- og bænksættet fra Nakskov til Langø, blev sponseret af Dansk Autohjælp i Næsby. Hele ”Cykelcampingpladsen” passes af Jane og Bernt, Lissi og Ib hjælper til med græsslåning, mange tak, for det er med til at holde det rigtigt pænt.

 

Grillbord

Der er også sat et grillbord (model Jan-murer) op ved Petanquebanen, det var Annette og Henrik Birch der havde en sådan i ”overskud”.

 

Legehus

Vi har fået et lidt slidt legehus, det der stod i skolegården ved Langø Gl. skole, det fik dog en ”stormskade” da ”Bodil” var på spil. Det bliver renoveret, så det ikke er farligt at lege i, og så må det holde så længe det kan, er der nogle der har lyst til at rengøre det og evt. male det, siger vi tak for det, maling skal vi nok lægge til.

 

Krolf-bane

Det var meningen at krolfbanen skulle have været etableret i 2013, men det nåede vi ikke, men det er meningen at nå det i løbet af i år.

 

Shelter

Shelteren blev sat op i maj måned, i forbindelse med projekt Munkevejen. Den er rigtig flot, og blev indviet sidst i maj måned, der har været en del turister, det tog ca. 1 år, fra den dag vi blev lovet den, og til den blev stillet op. Vi har søgt midler til et soltoilet?

 

Velux Fonden

Vi fik kr. 17.500,- til indkøb af en græsslåmaskine og en hækkeklipper, der blev kr. 2.500,- tilbage, som vi måtte bruge til hjælp til en container, så vi har et sted til græsslåmaskinen. Jan Due fik skaffet en container, som også blev leveret på Langø, uden at det kostede Bylauget noget, den trængte dog til istandsættelse, en del smedearbejde er udført af Ib Due, og der er købt maling, og så snart det bliver forår får den en omgang, så den kan blive pæn.

 

Legeplads på Cykelcampingpladsen

Der vil i løbet af foråret blive sat gyngestativ op, der bliver to gynger og en kurv, der skal fjernes jord på et areal der er 7,5×6,8 meter og 15 cm i dybden, der er Rudeco i Maribo der monterer gyngerne og leverer faldgrus, pris ca. kr. 33.000,- Vi har fået forlænget rådighedsretten i 5 år, men på andre betingelser, som vi skal have ændret inden vi går i gang med at etablere gyngerne.

 

Forsikring

Bylauget hat tegnet en forsikring, for cykelcampingpladsen. En af efterårsstormene fik taget på legehuset til at flyve ind i krattet, og hvis der i dette tilfælde havde været personskade, kunne bestyrelsen drages til ansvar. Når der kommer nogle legeredskaber, skal der også være en forsikring, den dækker dog ikke hvis man er ubetænksom eller klodset, men den dækker hvis der er noget i vejen med de ting, der er på pladsen. Pris kr. ca. 1.400,- pr. år.

 

Udflugter

Der har i årets løb været 2 udflugter, 1 til Peter Hansen Have (forårsløg), dog kun med 7 deltagere. I juni måned var vi på besøg på Gurrebyvej ved Søllested, her var vi 11 personer til en imponerende og hyggelig aften, hvor vi så hvad der kan samles af forskellige ting igennem et langt liv.

 

Flagalléen

Flagalleén har været udlejet 5 gange i 2013 og givet en indtægt på kr. 2.850,-.

Derudover har flagene været oppe 11 gange i løbet af året.

Der er indkøbt 2 nye 6 meter lange flagstænger, den ene er sat op ved barkegryden, og den anden er sat op på cykelcampingpladsen, Jan murer har doneret beton og arbejdskraft til faststøbning af vippebeslagene, mange tak for det.

 

Pinsefest

Langø Forsamlingshus, Bådelauget og Bylauget holdt i fællesskab Pinsefest i 2013, med røgede lakseroulader med krydderostfyld, stegte ål og citronfromage, det var en god fest, og det er planen at der også skal være Pinsefest i 2014, og det er den 7. juni.

Tilslutningen var i underkanten af hvad der skal til for at kunne give et tilfredsstillende overskud. Der var et overskud på kr. 763,- til hver forening mod kr. 2.300,- året før.

 

Pålidelighedsløb

Bylauget var også i 2013 medarrangør af det årlige Pålidelighedsløb i Langø, vejret var godt, selvom der kom nogle tordenbyger i løbet af aftenen og natten, tak for hjælpen til alle der hjalp til med dette arrangement, der blev et overskud på ca. kr. 6.900,-

 

Gåture

Gåturene fortsatte efter sommerferien i 2013, og der er ca. 10-15 personer hver gang.

Efter juleferien er der kommet gang i den igen, så det går.

 

Barkegryde

Barkegryden på Langø Havn er blevet brugt af turister, desværre har vi ikke nået at afholde grillaften på Langø, men der venter jo snart en ny sæson, og så må vi se om det så kan nås, men ellers er det jo bare at komme i gang, inviter venner og familie på grillaften på Langø havn.

Der har været meget bureaukrati i forbindelse med at få de kr. 24.000,- som vi var blevet lovet, jeg har brugt flere timer på barkegryden efter den var færdig, end på det praktiske arbejde jeg hjalp med til. Vi fik godt kr. 19.000,- i september 2013 (2 år efter at de første regninger var betalt) efter at have været i dialog med FødevareErhver en til to gange ugentligt siden foråret 2013, lykkedes det ikke at få alle pengene, det er noget med datoer og andre uforklarlige ting, revisoren har heller ikke kunne hjælpe os.

 

Juletræ

For tredje år var der juletræ med lys på, ved parkeringspladsen lige før Langø, tak til Lene og Jørgen Holse for lån af stikkontakt, og tak til Ulla og Knud som forærede os det flotte træ. Finn Ibsen spillede harmonika, og Langøkoret sang sammen med alle de fremmødte, i en fin eftermiddagssol.

Der var ca. 90 personer til hyggetime i Forsamlingshuset med glögg og æbleskiver, og tak til æbleskivebagerne Jane og Lissi, som simpelthen havde bagt 280 stk. som stort set blev spist, de var nemlig rigtig gode.

Træet måtte dog lige ”renoveres” efter det meget brutale blæsevejr.

 

Fonde

Vi søgte Lollandsfonden, men fik ikke noget i år. Mange andre fonde er også søgt, bl.a. har vi modtaget kr. 2.000,- fra Jyske Bank, deres gavefond, men det var nok sidste år. Vi søgte også midler i Lollands Bank, men ansøgningen er stadig et ukendt sted i cyberspace.

Velux-fonden, har doneret kr. 17.500,-.

Lolland Kommune havde i foråret en landsbypulje, vi søgte kr. 50.000,- og fik kr. 25.000,- pengene er øremærket til legeredskaber. Sydfyenske Dampskibsselskabs Fond er også søgt, dog uden held, men vi blev opfordret til at prøve igen.

 

Besøg af Tom Larsen

Vi havde besøg at Tom Larsen og kandidaterne fra Venstre, de ville gerne vide hvad vi havde haft gang i og hvad vi håber at få gang i, de mente at vi havde mange gode ideér, som de måske kunne hjælpe os med, så det prøver vi at holde dem fast på.

Sidste nyt: Der arbejdes på et arrangement hvor potentielle huskøbere inviteres til Langø, for at se vores by, og de huse der er til salg. Rundvisning på Langø med ejendomshandlere og Langøborgere, evt. med middagsmad (fisk) i forsamlingshuset inden de kører hjem.

 

Vælgermøde

Der var vælgermøde i Langø forsamlingshus, søndag den 17. november, der var repræsentanter fra alle de opstillede partier, og der var ca. 70 personer til dette arrangement, der blev svaret på mange forskellige spørgsmål, men vi må se hvad vi kan få ud af det i det kommende år.

 

Postkort

Vi har stadig postkort på lager, og de kan købes så længe lager haves, vi fik fremstillet 2 portioner, genoptryk af dem der solgte bedst + 4 nye motiver fra Langø havn, samlede udgifter kr. 1.450,- og der er solgt for kr. 3.408,- i 2013.

 

Langø sangforening

Der synges på livet løs i Bådelaugets klubhus, det er om mandagen, se datoer og tidspunkt på vores hjemmeside. Det er Birgitte Enemark der har ”søsat” denne gode idé.

 

Nye skilte på Langø

Et samarbejde med By og Landskab i Nakskov har ført til at der er sat nye skilte op, økonomien til dette er fra fonde der støtter op om cykelturisme, flere skilte er bestilt til Fjordvej, ved havnen og på Vester Oddevej.

 

Udvikling af Langø

Røgeriskorstene på Langø havn. Vi har søgt om finansiering til udgifterne til udarbejdelse af disse planer, og vi har fået bevilget op til kr. 125.000,- til dette, hvis vi kan gøre det godt nok, er det Real Danica det giver midlerne til dette projekt. Vi skal deltage i en workshop den 4. marts i Vejle for at kunne komme i betragtning. De endelige planer skal være Realdania i hænde den 18. august kl. 16.00.

Krydstogtsturisme på Langø, det lyder måske urealistisk, men det arbejdes der seriøst på.

Denne form for turisme er fortsat i vækst i Nordeuropa med Kiel som den største turdistination.

Der er også planlagt en cykeltankstation på Langø, der bliver nok på Vester Oddevej, der arbejdes med planerne i øjeblikket.

 

Langø med i Energiplan

By, bolig og landdistrikter har bevilget kr. 125.000,-. Leo Christensen fra Lolland Energi Holding siger, at Langø med sin tætte bebyggelse er som skabt til fællesanlæg, og nye regler på området har gjort det muligt at oprette fælles solcelleanlæg. Endnu er det hele meget nyt, og der er ikke sket ret meget, men der arbejdes videre på projektet.

 

Samarbejde

Vi har været til møde med bylauget i Vestenskov og Dannemare, vi har talt om muligheden for et større arrangement, foredrag, stand-up, eller noget i den stil. Det kunne evt. afholdes i Rudbjerghallen, da vi alt efter hvad det bliver til gerne skulle kunne samle 300-500 personer. Der arbejdes videre på sagen, for hvis det bliver til noget er det i løbet af efteråret 2014. Kom gerne med idéer til hvad det kunne være.

 

Visionsplan for Lolland

Der er lavet en visionsplan for Nakskov, der i øjeblikket kan ses i hjørneforretningen Badstuestræde/Søndergade i Nakskov. Der er også en lille film på 20 minutter, hvor der også er en omtale af Langø. Normalt er der åbent fredag eftermiddag og lørdag formiddag.

 

Medlemmer af Bylauget

Vi i Bestyrelsen siger mange tak for den store tilslutning, vi var i 2013 292 personer. Dette gør at vi har større gennemslagskraft når vi søger penge til de aktiviteter, vi gerne vil have i gang. Er der enkelte personer der ikke har været hjemme når de er blevet besøgt, kan de henvende sig til bestyrelsen, så de kan få et medlemskort. Indtil i dag er vi oppe på 249 medlemmer, men håber på at vi kan komme op i nærheden af sidste års antal.

 

Hjælp

Vi vil gerne have hjælp fra dem, der har tid og kræfter, så de opgaver der skal løses, kan blive løst godt og hurtigt, jo mere hjælp vi kan få, jo før kan vi komme videre med nye opgaver, til gavn for alle.

 

Langø Forsamlingshus

Forsamlingshuset har ikke en god økonomi, derfor vil vi høre jer, hvad i mener, hvis Bylauget på en eller anden måde, økonomisk, skal støtte forsamlingshuset, for at den nye bestyrelse, der bliver valgt i marts måned, kan have en chance for at få økonomien på fode igen.

 

Sidste nyt

Bord og bænke

Vi har søgt midler til at opsætte 5-6 sæt bord og bænke rundt om på Langø, så når man er ude at gå en tur, har et mål, hvor man så kan sidde og hvile sig, nyde udsigten, eller evt. tage eftermiddagskaffen med, eller kolde drinks.

 

Plancher

Der er vores håb at vi kan få Langø med den nye klimaplan, så vi kan undgå det der skete i Onsevig for nogle år siden, eller det der skete ved Frederikssund ved den sidste storm. For det der skete, var der ingen, der troede på kunne ske, så det arbejdes der videre på, når vi ved noget mere, skal der være et borgermøde her i Forsamlingshuset.

 

Tak

Og tak til alle i bestyrelsen for en god arbejdsindsats, og for god ro og orden, samt gode idéer til bestyrelsesmøderne.